47
DEN AFLAASEDE DØR.
var ophængt i Værelsets mørkeste Hjørne, og et lille Vindue, uden Glasrude men beskyttet af en Jærnstang, vendte ud mod Søen.
Dette, sagde den hvidhaarede Mand, skulde være mit Værelse, og den indvendige Dør, som han vilde aflaase fra den anden Side "for at der ikke skulde hænde noget Uheld", sagde han, var min Grænse indadtil. Han henledte min Opmærksomhed paa en magelig Lænestol ved Vinduet og paa en Samling gamle Bøger, der stod paa en Reol ved Siden af Hængekøjen; det viste sig for Størstedelen at være lægevidenskabelige Værker og Udgaver af latinske og græske Klassikere — to Sprog, som jeg ikke er i Stand til at læse flydende. Derpaa forlod han Værelset gennem Yderdøren. som om han vilde undgaa igen at aabne Inderdøren.
"Vi plejer at spise her," sagde Montgomery, og derpaa fulgte han efter den Anden, som om der var Noget, han vilde spørge ham om. "Moreau!" hørte jeg ham kalde. I det Øjeblik tror jeg ikke, at jeg lagde synderligt Mærke dertil, men medens jeg stod og gennemsaa Bøgerne paa Reolen, dukkede dette Navn frem i min Bevidsthed: hvor havde jeg hørt Navnet Moreau før?
Jeg satte mig ved Vinduet, tog de tilovers-
