46
DOKTOR MOREAUS Ø.
meget Frygteligt — for et fornuftigt Menneske. Men for Øjeblikket — saa længe vi ikke kender Dem —"
"Selvfølgeligt," sagde jeg. "Jeg maatte være en Taabe, om jeg følte mig stødt over nogen Mangel paa Tillid."
Han fortrak sin store Mund til et svagt Smil — han var et af disse alvorlige Mennesker, hvis Mundvige gaar nedad, naar de smiler — og anerkendte min Føjelighed med et Buk. Vi gik forbi Indhegningens Hovedindgang; det var en Træport, beslaaet med Jærn og aflaaset, og Baadens Ladning laa opstablet udenfor den; ved Indhegningens Hjørne kom vi til en lille Dør, som jeg ikke tidligere havde lagt Mærke til. Den hvidhaarede Mand tog et Nøgleknippe op af Lommen paa sin fedtede blaa Jakke, aabnede denne Dør og traadte ind. Hans Nøgler og den forsigtige Maade, hvorpaa Stedet var aflaaset, selv mens han havde det lige under sine Øjne, forekom mig mærkeligt.
Jeg fulgte efter ham og befandt mig i et lille Værelse, tarveligt men ret hyggeligt møbleret; en indvendig Dør, som stod en Smule paa Klem, førte ind til en brolagt Gaard. Denne indvendige Dør lukkede Montgomery øjeblikkeligt. En Køje
