32
DOKTOR MOREAUS Ø.
i Lag med Sejlene, og langsomt men sikkert drejede Skibet sig rundt for Vinden. Sejlene baskede hid og did og bugnede saa ud, efterhaanden som de fyldtes af Vinden. Jeg stirrede paa den af Vind og Vejr medtagne Skibsside, der krængede stejlt over mod mig. Og saa gled Skonnerten bort fra mine Øjne.
Jeg drejede ikke Hovedet for at se efter den. I Begyndelsen kunde jeg næppe begribe, hvad der var sket. Jeg krøb sammen i Bunden af Jollen, helt bedøvet, og stirrede tomt ud over det øde, blanke Hav. Saa forstod jeg, at jeg atter var i dette mit lille Helvede, der nu var halvt fuldt af Vand. Jeg saa tilbage over Rælingen og saa Skonnerten sejle bort fra mig og den rødhaarede Skipper nikke spottende til mig fra Hakkebrættet; jeg vendte mig om mod Øen og saa Baaden blive mindre og mindre, efterhaanden som den nærmede sig Strandbredden.
Pludselig gik det op for mig, hvor grusomt det var af dem at forlade mig saaledes. Jeg var ikke i Stand til at naa Landet, med mindre jeg tilfældigvis drev derind. Læseren maa vel erindre, at jeg endnu var svag efter mine Lidelser i Baaden; min Mave var tom, og jeg følte mig meget mat, ellers vilde jeg have haft mere Mod. Men under de
