24
DOKTOR MOREAUS Ø.
Jeg har en tilstrækkelig stærk Indbildningskraft til at kunne forestille mig det. Jeg trak paa Skuldrene og vendte mig bort. En tavs, sort Skikkelse stod, lænet til Hakkebrættet, og stirrede ned i Vandet. Det var Montgomerys sælsomme Tjener. Da jeg rørte mig, saa han hurtigt over sin Skulder og vendte saa igen Øjnene bort.
Det vil maaske synes Læseren en Ubetydelighed, men mig ramte det som et pludseligt Slag. Det eneste Lys i Nærheden af os var en Lanterne ved Rattet. Væsenets Ansigt vendtes eet eneste kort Øjeblik bort fra Agterstævnens Halvmørke og henimod dette Lysskær, og jeg saa, at Øjnene, der skottede til mig, skinnede med et bleggrønt Lys.
Den Gang vidste jeg ikke, at i det mindste en rødlig Lysglans ikke er saa ualmindelig i Menneskeøjne. Fænomenet forekom mig som noget fuldstændig Umenneskeligt. Den sorte Skikkelse med sine glødende Øjne ophævede et Øjeblik alle mine Tanker og Følelser som voksen Mand, og Barndommens forglemte Rædsler stod lyslevende for min Sjæl. Denne Virkning forsvandt imidlertid ligesaa hurtigt, som den var kommen. En klodset, sort Menneskeskikkelse — en Skikkelse, som der ikke var noget særlig Betydningsfuldt ved — stod lænet til Hakkebrættet og aftegnede sig mod den
