Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/33

Denne side er blevet korrekturlæst

23

VED SKONNERTENS RÆLING.


Simpelthen fordi jeg en taaget Aften for elleve Aar siden tabte Hovedet i ti Minutter."

Han standsede. "Naa, og saa?" sagde jeg.

"Ja, det er det Hele."

Vi tav paany. Lidt efter lo han. "Der er noget ved dette Stjærneskær, som faar en til at lade Munden løbe. Det er dumt af mig, men alligevel kunde jeg paa en Maade have Lyst til at fortælle Dem det."

"Hvad De end fortæller mig, kan De stole paa, at jeg vil beholde det for mig selv ..... Dersom det er det, De mener."

Han var paa Nippet til at begynde, men saa rystede han tvivlende paa Hovedet. "Nej, lad saa hellere være," sagde jeg. "Mig kan det være aldeles ligegyldigt. Naar alt kommer til alt, gør De bedst i at bevare Deres Hemmelighed. De vinder jo ikke andet ved at betro Dem til mig, end en Smule Lettelse, dersom jeg agter Deres Tillid. Og dersom jeg ikke gør det — ja, hvad saa?"

Han brummede paa en Maade, som om han ikke kunde bestemme sig. Jeg følte, at han ikke kunde sige noget hertil; jeg havde grebet ham i at mistro mig. Men sandt at sige, var jeg ikke nysgærrig efter at faa at vide, hvad der kunde have drevet en ung medicinsk Student bort fra London.