Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/32

Denne side er blevet korrekturlæst

22

DOKTOR MOREAUS Ø.


os optaget af sine egne Tanker. Der laa Stemning i Luften, og jeg begyndte paa min Taksigelse.

"Hvis De tillader mig at sige det," sagde jeg efter en Stunds Forløb, "saa har De frelst mit Liv."

"Tilfældighed," svarede han. "En ren Tilfældighed."

"Jeg foretrækker at rette min Tak til Tilfældets Redskab, som er lettest tilgængeligt for mig."

"De skal slet ingen takke. De trængte til Hjælp, jeg havde de fornødne Kundskaber til at yde denne Hjælp, og derfor gav jeg Dem Indsprøjtninger og madede Dem, paa samme Maade som jeg vilde have opsamlet et naturhistorisk Studieobjekt. Jeg kedede mig og trængte til noget at bestille. Dersom jeg havde været træt den Dag, eller Deres Ansigt ikke havde tiltalt mig — ja, saa er det vanskeligt at sige, hvor De nu vilde have været."

Disse Ord slog lidt koldt Vand i Blodet paa mig. "I ethvert Tilfælde —" begyndte jeg.

"Jeg siger Dem, det er en Tilfældighed," afbrød han mig, "ligesom alt andet i et Menneskes Liv. Det er kun Fæhovederne, der ikke vil indse det. Hvorfor er jeg for Øjeblikket her, jaget bort fra al Civilisation, i Stedet for at jeg kunde være en lykkelig Mand og nyde alle Londons Fornøjelser?