243
MENNESKET ALENE.
Særligt modbydelige var mig de tomme, udtryksløse Ansigter af Folk, som jeg traf i Jærnbanevogne og Omnibusser; de syntes ligesaa lidt at være mine Medskabninger, som Lig kunde være det, saa at jeg ikke turde rejse, med mindre jeg var sikker paa at kunne være alene i Kupéen. Og det syntes mig endogsaa, at jeg selv heller ikke var en fornuftbegavet Skabning, men kun et Dyr, som pintes af en eller anden Uorden i Hjærnen, der tvang det til at vandre hvileløst om, ligesom et Faar, der har Drejesyge.
Men denne Stemning kommer — Gud være lovet — sjældnere over mig nu. Jeg har trukken mig bort fra støjende Byer og Menneskesværme og tilbringer mine Dage omgiven af tankevægtige Bøger — Lanterner, som er tændte af straalende Menneskesjæle til at kaste Lys ud over vort Liv. Jeg ser kun faa Fremmede og holder kun en lille Husstand. Mine Dage vier jeg til Læsning og kemiske Eksperimenter, og jeg tilbringer mange klare Nætter med at studere Astronomi. Man faar — skønt jeg ikke ved hvorledes eller hvorfor — en Følelse af uendelig Fred og Tryghed ved at betragte Himlens straalende Stjærneskarer. Dér maa det være, synes jeg, i Stoffets
