242
DOKTOR MOREAUS Ø.
paa Kysten nærved de store, frie Klitter og kan flygte ud iblandt dem, naar denne Skygge ruger over min Sjæl; og de øde Klitter er prægtige under den klare Himmel, som Blæsten fejer ren. Da jeg boede i London, var Rædselen næsten uudholdelig. Jeg kunde ikke slippe bort fra Menneskene; deres Stemmer trængte ind gennem Vinduerne, og aflaasede Døre var kun en tarvelig Sikkerhed. Jeg plejede at gaa ud paa Gader og Strædet for at bekæmpe min Indbildning, men omstrejfende Kvindfolk mjavede efter mig. Mænd tilkastede mig stjaalne, begærlige, skinsyge Blikke, udmattede, blege Arbejdere gik hostende forbi mig med trætte Øjne og ivrige Skridt ligesom saarede, bloddryppende Hjorte, gamle Folk, krumbøjede og sløve, stavrede forbi og mumlede hen for sig, og ingen af dem allesammen tog nogen Notits af en pjaltet Skare grinende Børn. Stundom gik jeg ind i en Kirke, men selv der forekom det mig i min forvirrede Tilstand, at Prædikanten pjattede "store Tanker", ligesom Abe-Manden plejede at gøre; eller naar jeg besøgte et offentligt Bibliothek, forekom de opmærksomme Ansigter, der sad bøjede over Bøgerne, mig at tilhøre Rovdyr, der taalmodigt ventede paa Bytte.
