Side:Doktor Moreaus Ø.djvu/250

Denne side er blevet korrekturlæst

240

DOKTOR MOREAUS Ø.


som jeg havde følt under mit Ophold paa Øen. Ingen vilde tro mig; jeg stod Menneskene næsten ligesaa fjærnt, som jeg havde staaet Dyrefolkene. Maaske havde mine Stalbrødres naturlige Vildhed til en vis Grad smittet mig.

Man siger, at Rædsel er en Sygdom, og jeg tør i ethvert Tilfælde sige, at en hvileløs Frygt nu i flere Aar har hersket i min Sjæl — en saadan Følelse, som en halvt tæmmet Løveunge kan have. Denne sygelige Frygt antog en højst mærkelig Form hos mig. Jeg kunde ikke komme bort fra den Tanke, at de Mænd og Kvinder, som jeg traf paa, var Dyrefolk — Dyr, hvis Sjæle havde faaet et vist ydre Præg af Menneskelighed, og som endnu saa nogenlunde bevarede dette Præg, men som dog snart vilde begynde at falde tilbage, at vise først eet og saa et andet dyrisk Kendetegn. Men jeg har betroet mig til en ualmindelig kompetent Mand — en Specialist i Sindssygdomme, som tidligere havde kendt Moreau. og som syntes i det mindste halvvejs at skænke min Fortælling Tiltro — og han har hjulpet mig meget.

Ihvorvel jeg ikke venter, at Rædselen fra hin Ø nogensinde fuldstændigt vil forlade mig, ligger den dog i Reglen dybt nede paa Bunden af min