15
DEN SORTE MANDS ANSIGT.
betragtet Montgomerys Ansigt et Minut, tilføjede han : "Fordømte Plastersmører!"
Med en pludselig Bevægelse rev han Armen til sig og fik efter to forgæves Forsøg sine fregnede Næver anbragte i Bukselommerne.
"Den Mand er en Passager," sagde Montgomery. "Jeg vil raade Dem til at lade ham være i Fred."
"Gaa Fanden i Vold!" svarede Skipperen højrøstet. Pludselig vendte han sig bort og dinglede over mod Rælingen. "Jeg gør, hvad jeg vil, om Bord paa mit eget Skib," sagde han.
Jeg syntes, at Montgomery kunde have ladet Sagen bero, da Bæstet jo var beruset. Men han blev kun en Smule blegere og fulgte efter Skipperen hen til Skanseklædningen.
"Hør en Gang, Kaptajn," sagde han. "Min Tjener maa ikke mishandles. Han er bleven hundset, lige siden han kom om Bord."
Alkoholens Dunster berøvede Skipperen Mælet et Minut. "Fordømte Plastersmører!" var alt, hvad han ansaa det for nødvendigt at svare.
Jeg kunde se, at Montgomery havde et hidsigt Sind, og jeg saa ogsaa, at denne Strid ikke var af ny Dato. "Manden er fuld," sagde jeg, maaske noget paatrængende. "Det nytter Dem ikke noget."
