237
DYREFOLKENES TILBAGEFALD.
Haar ligesom Skipperen paa "Lykken", og en snavset, hvid Nathue laa i Bunden af Baaden. Mens jeg stod ved Siden af Baaden, kom tre af Dyrefolkene luskende ud af Buskadset og snusede henimod mig. Jeg blev greben af en krampagtig Væmmelse. Jeg skød den lille Baad ud i Søen og klavrede om Bord i den. To af Dyrene var Ulve. og de nærmede sig med dirrende Næsebor og funklende Øjne; den tredje var den rædselsfulde, ubeskrivelige Blanding af Bjørn og Okse.
Da jeg saa dem liste sig henimod Resterne af de ulykkelige Mennesker, hørte dem snærre ad hverandre og øjnede deres skinnende Tænder, veg min Modbydelighed Pladsen for en vanvittig Rædsel. Jeg vendte Ryggen til dem, strøg Sejlet og begyndte at ro ud i rum Sø. Jeg kunde ikke overvinde mig til at se mig om.
Men jeg blev liggende Natten over mellem Revet og Øen, og næste Morgen sejlede jeg hen til Aaens Udløb og fyldte den tomme Tønde. som jeg fandt om Bord, med Drikkevand. Saa opbød jeg al min Taalmodighed, samlede en Mængde Frugter og jagede og dræbte to Kaniner med mine sidste tre Patroner. Medens jeg var sysselsat hermed, lod jeg Baaden ligge for Anker paa den indre Side af Revet af Frygt for Uhyrene.
