236
DOKTOR MOREAUS Ø.
Efterhaanden som det blev lysere, gav jeg mig til at vifte til dem med den sidste Pjalt af min Trøje; men de lagde ikke Mærke til mig og blev siddende med Ansigterne vendte mod hinanden. Jeg gik ud paa den yderste Spids af den lave Odde, gestikulerede og raabte. Der kom intet Svar; Baaden fortsatte sin meningsløse Kurs og nærmede sig Bugten langsomt, ganske langsomt. Pludselig fløj en stor, hvid Fugl op fra Baaden, men ingen af Mændene rørte sig eller syntes at lægge Mærke til den. Den kredsede rundt og kom saa svævende ind over mit Hoved med sine stærke Vinger udspredte.
Saa holdt jeg op med at raabe, satte mig ned ude paa Pynten, støttede Hovedet i Hænderne og stirrede. Langsomt, langsomt drev Baaden forbi mod Vest. Jeg kunde være svømmet ud til den, men en ubestemt, kold, navnløs Frygt holdt mig tilbage. Om Eftermiddagen førte Floden den ind paa Land, og den stødte paa Grund omtrent halvandet hundrede Alen Vest for Ruinerne af Indelukket.
Mændene i den var døde — havde været døde saa længe, at deres Lig faldt fra hinanden, da jeg væltede Baaden om paa Siden og trak dem ud. Den ene af dem havde rødt, purret
