231
DYREFOLKENES TILBAGEFALD.
jeg ikke kom til at sætte den i Søen. Men den Gang følte jeg mig saa fortvivlet over dette fejlslagne Haab, at jeg i nogle Dage sad helt sløv paa Strandbredden, stirrede paa Vandet og tænkte paa at dø.
Men det var dog ikke min Hensigt at tage Livet af mig selv, og der hændte da ogsaa en Begivenhed, som paa en Maade, der ikke var til at misforstaa, advarede mig imod den Taabelighed at lade Dagene gaa saaledes — thi hver Dag voksede Faren for et Overfald fra Dyrenes Side. Jeg laa en Dag i Skyggen af Indhegningens Mur og stirrede ud over Havet, da jeg med eet foer op ved at føle noget Koldt røre ved min Hæl; jeg drejede mig om og opdagede det lille blegrøde Dovendyr, som med plirende Øjne saa mig ind i Ansigtet. Det lille Væsen havde for længe siden mistet Taleævnen og de hurtige Bevægelser, dets stride Haarvækst blev Dag for Dag tættere og dets stumpede Kløer skævere. Da det saa, at det havde vakt min Opmærksomhed, udstødte det en stønnende Lyd, gik et lille Stykke Vej henimod Buskadset og skottede saa tilbage til mig.
Straks forstod jeg ikke dets Mening, men lidt efter faldt det mig ind, at det vilde have, at jeg skulde følge efter det, og dette gjorde jeg da ogsaa
