227
DYREFOLKENES TILBAGEFALD.
for Dag biev han mere stum, firbenet og lodden. Jeg lagde næppe Mærke til Overgangen, førend Kammeraten ved min højre Haand var bleven til en luskende Hund ved min Side. Efterhaanden som Skødesløsheden og Opløsningen greb om sig fra Dag til Dag, blev Hulerne, som aldrig havde været synderligt hyggelige, saa modbydelige, at jeg forlod dem, gik tværs Øen og byggede mig en Hytte af Grene iblandt de sværtede Ruiner af Moreaus Indhegning. Jeg vidste, at en Erindring om Smærte endnu gjorde, at man paa dette Sted var mest i Sikkerhed for Dyrefolkene.
Det vilde være umuligt at give en nøjagtig Beretning om hvert enkelt Stadium af disse Uhyrers Tilbagefald; at fortælle, hvordan deres Lighed med Mennesker Dag for Dag forsvandt; hvorledes de opgav at tilhylle og indsvøbe sig og tilsidst bortkastede hver eneste Pjalt Tøj; hvordan Haaret begyndte at gro paa de blottede Lemmer; hvordan deres Pander trak sig tilbage og deres Underansigter blev fremstaaende. Forandringen var langsom, men ustandselig. For dem selv saa vel som for mig foregik den uden bratte og overraskende Overgange. Jeg bevægede mig endnu i Sikkerhed iblandt dem, fordi intet Stød under deres Gliden nedad Skraaplanet havde antændt den voksende
