225
DYREFOLKENES TILBAGEFALD.
for alle de skikkeligere Dyrefolk. Hvad der var ligefremt og forstaaeligt, brød han sig ikke om. Jeg opfandt nogle højst mærkværdige "store Tanker" til hans specielle Brug. Nu er jeg af den Anskuelse, at han var den taabeligste Skabning, jeg nogensinde har truffet paa; han havde paa den vidunderligste Maade udviklet den særligt menneskelige Enfoldighed uden at miste den mindste Smule af en Abes naturlige Fjollethed.
Saaledes gik det, som sagt, i de første Uger af mit ensomme Liv blandt disse Dyr. I denne Tid overholdt de de Sædvaner, som Loven paabød, og opførte sig i det Hele taget passende. Een Gang fandt jeg endnu en sønderreven Kanin — jeg er sikker paa, at det var en Bedrift af Hyæne-Svinet — men det var ogsaa alt, hvad der hændte. Henimod Maj lagde jeg imidlertid for første Gang tydeligt Mærke til en stigende Forskel mellem deres Ord og deres Opførsel, en stigende Vanskelighed ved at frembringe artikulerede Lyde, en stigende Utilbøjelighed til at tale. Min Abe-Mands Pjatten blev vidtløftigere, men mindre og mindre forstaaelig og mere og mere abeagtig. Nogle af de andre syntes fuldstændigt at miste Talens Brug, skønt de den Gang endnu forstod, hvad jeg sagde til dem. Kan Læseren tænke sig