223
DYREFOLKENES TILBAGEFALD.
mig til uhyre Gavn. Det viste sig, at deres simple sociale Rangstige væsentligst var baseret paa Ævnen til at tilføje smærtelige Saar. Og jeg tør med Sandhed sige — uden Forfængelighed, haaber jeg — at jeg indtog en ret fremragende Stilling iblandt dem. Et Par af dem, hvem jeg under forskellige Stridigheder havde tilføjet temmelig drøje Skrammer, bar Nag til mig, men det gav sig hovedsageligt Luft bag min Ryg og i en sikker Afstand for mine Kastevaaben.
Hyæne-Manden undgik mig, og jeg var altid paa Udkig efter ham. Min uadskillelige Kammerat, Hunde-Manden, hadede og frygtede ham i højeste Grad, og jeg tror virkelig, at dette laa paa Bunden af Dyrets Hengivenhed for mig. Det blev mig hurtigt klart, at det nævnte Uhyre havde smagt Blod og havde fulgt Leopard-Mandens Eksempel. Han lavede sig et Leje et eller andet Sted i Skoven og levede i Ensomhed. Een Gang forsøgte jeg paa at overtale Dyrefolkene til at jage ham, men jeg havde ikke den fornødne Avtoritet til at faa dem til at arbejde sammen med et bestemt Formaal. Atter og atter søgte jeg at nærme mig hans Hule og overrumple ham, men han var mig altid for snild; han saa eller lugtede mig og slap bort. Men han gjorde til Gengæld hver Sti i Skoven
