222
DOKTOR MOREAUS Ø.
sig tilbage til Hulerne i Kløften. Og jeg gik med dem, thi jeg frygtede Stilheden og Mørket og vidste, at jeg var sikrere, naar jeg var sammen med flere af dem, end med een enkelt.
Paa denne Maade begyndte den længste Del af mit Ophold paa Doktor Moreaus Ø. Men fra den Nat og indtil Enden kom, hændte der kun een Ting, som er værd at fortælle, iblandt en Mængde smaa, ubehagelige Oplevelser og en uafladelig, oprivende Uro. Jeg foretrækker derfor slet ikke at berette noget om dette Tidsrum, men kun fortælle denne ene Hovedbegivenhed i de ti Maaneder, jeg levede i fortroligt Samliv med disse halvt menneskelige Dyr. Der er meget, som er fast indprentet i min Erindring, og som jeg kunde nedskrive — Ting, som jeg med Glæde vilde give min højre Haand for at kunne glemme. Men de kan ikke hindre mig i at fortælle min Historie. Naar jeg nu ser tilbage paa hin Tid, undrer det mig, hvor hurtigt jeg vænnede mig til disse Uhyrers Skikke og genvandt min Tillidsfuldhed. Naturligvis havde jeg nogle Stridigheder med dem og kan endnu den Dag i Dag fremvise Mærker af deres Tænder, men de fik snart en gavnlig Respekt for min Behændighed i at kaste med Sten og for min Økses Hug. Og Hunde-Mandens Troskab var
