219
DYREFOLKENES TILBAGEFALD.
jeg dræbe, første Gang jeg træffer ham. Naar jeg siger til dig: "Ham er det," saa kast dig over ham. — Og nu vil jeg gaa hen til de Mænd og Kvinder, som er forsamlede."
Et Øjeblik blev Hyttens Døraabning formørket af Hunde-Manden, idet han traadte ud. Derpaa fulgte jeg efter og stod nu næsten paa det samme Sted, hvor jeg havde staaet, den Gang jeg hørte Moreau og hans Jagthund forfølge mig. Men nu var det Nat, hele den stinkende Kløft omkring mig var bælmørk, og udenfor den saa jeg ikke en grøn, sollys Skraaning, men et rødt Baal, foran hvilket skrutryggede, groteske Skikkelser bevægede sig hid og did. Længere borte stod Skovtykningen som en kompakt sort Masse, og Grenene, der dannede dens øverste Rand, saa ud som sorte Kniplingsfrynser. Maanen steg netop op over Kløftens Rand, og henover dens Skive bølgede, som en Skraabjælke over et Vaabenskjold, den Dampsøjle, der bestandig strømmede op fra Øens Fumaroler.
"Gaa ved Siden af mig," sagde jeg til Hunde-Manden, idet jeg samlede mit Mod, og Side om Side gik vi henad den smalle Sti, uden at tage synderlig Notits af de utydelige Skikkelser, som kiggede efter os ud fra Hytterne.