214
DOKTOR MOREAUS Ø.
af deres Fagter og Udseende at danne mig en Mening om, hvilket Indtryk Moreaus og Montgomerys Død og Ødelæggelsen af Smærtens Hus havde gjort paa dem. Nu ved jeg, hvor taabelig min Fejghed var. Havde jeg vist mig ligesaa modig som om Morgenen og ikke ladet Grublerierne i Ensomheden nedbryde min Kækhed, kunde jeg have grebet Moreaus herreløse Scepter og hersket over Dyrefolkene. Men nu forspildte jeg selv Lejligheden og sank ned til at være slet og ret Fører blandt mine Ligestillede.
Ved Middagstid kom nogle af dem og satte sig paa Hug i det varme Sand for at sole sig. Sultens og Tørstens bydende Stemmer overdøvede nu min Frygt. Jeg traadte frem fra Buskadset og gik med Revolveren i Haanden ned mod disse siddende Skikkelser. En af dem — en Ulve-Kvinde — vendte Hovedet og gloede paa mig, og derefter gjorde de Andre det samme. Ingen gjorde Mine til at rejse sig eller hilse mig. Jeg følte mig for svag og for træt til at hævde min Overlegenhed mod saa mange og lod Øjeblikket glide mig ud af Haanden.
"Jeg trænger til Føde," sagde jeg i en næsten undskyldende Tone, idet jeg traadte nærmere.
"Der er Føde i Hytterne," sagde en Okse-Vildsvine-Mand dorskt og uden at se paa mig.
