211
ALENE BLANDT DYREFOLKENE.
tilligemed Økserne stukne ind i Bindet om min Arm. Jeg længtes efter at være alene for at tænke over den Stilling, hvori jeg nu befandt mig.
En frygtelig Omstændighed, som først netop begyndte at gaa op for mig, var, at paa hele Øen var der nu ikke et sikkert Sted, hvor jeg kunde være alene og trygt kunde hvile eller sove. Jeg havde samlet Kræfter i en forbavsende Grad siden min Ankomst til Øen, men jeg var endnu tilbøjelig til at blive nervøs og synke sammen under stærkt Tryk. Jeg følte, at jeg burde gaa tværs igennem Øen, sætte mig paa en god Fod med Dyrefolkene og sikre mig deres Tillid. Men Modet svigtede mig. jeg vendte tilbage til Stranden, drejede mod Øst forbi det brændende Indelukke og styrede Kaasen mod et Sted, hvor en lav Odde af Koralsand løb ud mod Revet. Her kunde jeg sætte mig ned og tænke, med Ryggen til Havet og Ansigtet vendt mod eventuelle Forsøg paa Overrumpling. Og der sad jeg med Hovedet støttet paa Knæene, mens Solen brændte paa min Isse, og Frygten voksede i mit Indre, mens jeg spekulerede paa, hvorledes jeg skulde opholde Livet, indtil Frelsens Time slog — hvis jeg da nogensinde blev frelst. Jeg søgte at overskue hele Situationen saa roligt jeg kunde,
