204
DOKTOR MOREAUS Ø.
Jeg knælede ned ved Siden af ham og løftede hans Hoved. Han aabnede Øjnene paany, stirrede i Tavshed paa Daggryet, og derpaa mødte hans Blik mit. Øjenlaagene faldt til igen. "Gør mig ondt," sagde han lidt efter med en Kraftanstrængelse. Han syntes at forsøge paa at tænke. "Enden" mumlede han, "Enden paa denne tossede Verden. Sikken et Roderi —"
Jeg lyttede. Hans Hoved faldt hjælpeløst om paa den ene Side. Jeg tænkte, at noget at drikke maaske kunde forfriske ham, men der var hverken noget at drikke eller noget at give ham det i. Pludselig syntes han at blive tungere. Mit Blod blev Is.
Jeg bøjede mig ned over hans Ansigt og lagde Haanden paa hans Bryst under hans sønderrevne Skjorte. Han var død. Og i det samme Øjeblik som han døde, hævede en hvidglødende Linie, den øverste Rand af Solen, sig hinsides den vidtstrakte Bugt, sendte sine Straaler henover Himlen og forvandlede det mørke Hav til et rullende Kaos at blændende Lys. Straaleskæret lagde sin Glans over hans fortrukne Ansigt.
Jeg lod forsigtigt hans Hoved synke ned paa den simple Pude, jeg havde lavet til ham, og rejste mig op. Foran mig laa det straalende, øde Hav, den frygtelige Ensomhed, hvor jeg allerede havde
