202
DOKTOR MOREAUS Ø.
Ansigt og lagde min sammenrullede jakke under hans Hoved. M'ling var død. Det saarede Væsen ved Baalet — det var et Ulve-Menneske med et skægget, graat Ansigt — laa med Overkroppen paa det endnu glødende Træ; det arme Dyr havde faaet saa frygtelige Saar, at jeg af Medlidenhed straks skød det en Kugle gennem Hovedet. Det andet Dyr var en af de hvidklædte Okse-Mænd; han var ogsaa død.
Resten af Dyrefolkene var forsvundne fra Strandbredden. Jeg gik tilbage til Montgomery og knælede ved Siden af ham, mens jeg forbandede min Uvidenhed i Lægekunsten.
Baalet ved Siden af mig var sunket sammen, og kun nogle forkullede Bjælker, der glødede i den inderste Ende, og en graa Aske af Kvas var tilbage. Jeg forstod ikke, hvor Montgomery havde faaet Brænde fra til dette Baal. Saa lagde jeg Mærke til, at Dagen var ved at bryde frem. Himlen var bleven lysere, den nedgaaende Maane stod bleg og mat mod Dagens straalende Blaa. Mod Øst viste der sig en rød Stribe i Horisonten.
Da hørte jeg et dumpt Drøn og en hvislende Lyd bagved mig, saa mig om og sprang op med et Rædselsskrig. I Daggryets varme Skær saa jeg store Skyer af sort Røg vælde op fra Indelukket,
