193
MONTGOMERYS "BLAA MANDAG".
gad vide, hvornaar det skal begynde. I seksten Aar er jeg bleven kujoneret af Barnepiger og Skolelærere, der behandlede mig aldeles, som de havde Lyst — saa fem Aars Slæb og Slid med Lægevidenskaben i London — daarlig Mad, gement Logis, gemene Klæder, gemene Fornøjelser — saa gjorde jeg en Dumhed — ja, jeg vidste sgu ikke bedre — og saa maatte jeg pille af i en Fart til denne nederdrægtige Ø. Og her har jeg været i ti Aar! Hvad er Meningen med det Hele, Prendick? Er vi Mennesker kun Sæbebobler, som et Barn morer sig med?"
Det var vanskeligt at svare paa saadanne Lamentationer. "Hvad vi nu har at tænke paa," sagde jeg, "er, hvordan vi skal slippe bort fra denne Ø."
"Hvad Gavn kan vi have af at slippe bort? Jeg er et Udskud. Hvor skal jeg ty hen? De kan sagtens, Prendick. Stakkels gamle Moreau! Vi kan ikke lade ham ligge her for Lud og koldt Vand. Under de nuværende Omstændigheder .... Og desuden, hvad skal der blive af de Skikkeligere blandt Dyrefolkene?"
"Ja," sagde jeg, "det kan vi besørge i Morgen. Jeg har tænkt paa, at vi jo kunde bruge det Kvas til Ligbaal og brænde hans Lig — og de andre
