186
DOKTOR MOREAUS Ø.
"Gid Pokker havde Dem!" sagde jeg og greb fastere om min Pistol.
Der blev Stilhed; saa lød der en Bragen inde mellem den frodige Plantevækst, først her, saa der, og derefter kom et halvt Dusin Ansigter til Syne — sælsomme Ansigter, i hvilke der skinnede et sælsomt Lys. M'ling udstødte en brummende Lyd helt nede i Struben. Jeg fik Øje paa Abe-Manden — jeg havde allerede genkendt hans Stemme — og to af de hvidklædte, brune Væsener, som jeg havde set i Montgomerys Baad. Sammen med dem var de to spættede Dyr og den graa, modbydelige, krumryggede Skabning, som fremsagde Loven. med graa Haar hængende ned over Kinderne, svære graa Øjenbryn, og graa Lokker strittende ud over den midterste Aabning i dens skraanende Fjæs — et klodset Væsen uden rigtigt Ansigt, men med et Par underlige røde Øjne, som gloede nysgærrigt paa os mellem de grønne Buske.
En Tidlang var der ingen, der talte. Saa hikkede Montgomery: "Hvem .... sagde, at han var død?"
Abe-Manden saa til det haarede, graa Væsen med et brødefuldt Udtryk. "Han er død," sagde dette Uhyre. "De har set det."
Der var i ethvert Tilfælde ikke noget truende
