181
EN KATASTROFE.
Dem det Hele, naar jeg faar mit Vejr igen. Hvor er der noget Kognak?"
Han hinkede foran mig ind i Værelset og satte sig i Lænestolen. M'ling kastede sig ned lige udenfor Døren, hvor han laa og stønnede som en Hund. Jeg bragte Montgomery noget Kognak og Vand. Han sad og stirrede tomt hen for sig, mens han pustede ud. Efter nogle Minutters Forløb gav han sig til at fortælle mig, hvad der var sket.
Han havde fulgt deres Spor et Stykke Vej. I Begyndelsen var det tydeligt nok paa Grund af de nedtrampede og brækkede Grene i Krattet, de hvide Pjalter, som var revne af Pumaens Bandager, og hist og her Blodpletter paa Buskenes Blade. Han tabte imidlertid Sporet paa den stenede Jordbund hinsides Bækken, hvor jeg havde set Dyremennesket drikke, hvorefter han paa Maa og Faa vandrede mod Vest og raabte paa Moreau. Saa mødte han M'ling, der bar en let Økse i Haanden. M'ling havde ikke hørt noget til Historien med Pumaen; han havde været ude at hugge Brænde og havde hørt ham kalde. De gik saa videre sammen og raabte. To Dyremennesker kom luskende gennem Krattet og skævede til dem, med Fagter og et hemmelighedsfuldt Væsen, hvis Sælsomhed gjorde Montgomery forskrækket. Han raabte dem an, hvorpaa de flyg-