178
DOKTOR MOREAUS Ø.
min Arm. Tilsidst anbragte han den i et Bind fra min Skulder, og traadte saa tilbage og betragtede mig. "Det var det," sagde han. "Men hvad nu?" Han tænkte sig om. Derpaa gik han ud og aflaasede Indhegningens Port. Han blev borte en Stund.
Jeg var hovedsageligt optaget af min Arm. Begivenheden syntes mig kun et nyt Led i Rædslernes Række. Jeg satte mig ned i Lænestolen, og jeg maa indrømme, at jeg forbandede Øen paa det Hjærteligste. Den første, dumpe Følelse af Smærte i min Arm var allerede gaaet over til en brændende Pine, da Montgomery igen viste sig.
Hans Ansigt var temmelig blegt og hans Underlæbe mere nedhængende end sædvanligt.
"Jeg kan hverken se eller høre noget til ham," sagde han. "Det er faldet mig ind, at han maaske trænger til min Hjælp." Han stirrede paa mig med sine udtryksløse Øjne. "Det var et stærkt Dyr," sagde han. "Det ligefrem vred sin Lænke ud af Muren."
Han gik hen til Vinduet, derpaa til Døren, og vendte sig saa om imod mig. "Jeg gaar ud for at se efter ham," sagde han. "Her er en Revolver til, som De kan beholde. Sandt at sige er jeg noget ængstelig til Mode."
Han tog Vaabenet frem, lagde det paa Bordet,
