176
DOKTOR MOREAUS Ø.
Skrig bagved mig og et Fald, og da jeg vendte mig om, saa jeg et frygteligt Ansigt styrte løs paa mig — ikke menneskeligt, heller ikke dyrisk, men djævelsk, brunt, furet af røde, forgrenede Ar, bedækket af røde Draaber, og med et Par flammende Øjne uden Laag. Jeg løftede Armen for at dække mig, men blev ramt af et Slag, som kastede mig bagover med en brækket Underarm, og det store Uhyre, indsvøbt i Charpi og med de blodplettede Bandager flagrende omkring sig, sprang over mig og forsvandt. Jeg trillede Flere Gange rundt ned ad Strandbredden til, forsøgte at sætte mig over Ende, men sank sammen igen paa min brækkede Arm. Derefter kom Moreau til Syne med sit kraftige, blege Ansigt, hvis Udtryk blev endnu frygteligere ved Blodet, som dryppede fra hans Pande. I Haanden havde han en Revolver. Han tilkastede mig næppe et Blik, men foer straks af Sted paa Jagt efter Pumaen.
Jeg prøvede paa at rejse mig over Ende — det lykkedes, naar jeg støttede mig paa den anden Arm. Den indhyllede Skikkelse dér foran løb med lange Spring henad Stranden, og Moreau fulgte efter den. Den drejede Hovedet og fik Øje paa ham, gjorde saa en brat Vending og styrede over mod Krattet. Med hvert Skridt vandt den mere
