175
EN KATASTROFE.
Sejl, som aldrig viste sig, indtil vi en Dag ramtes af en forfærdelig Ulykke, der stillede mine sælsomme Omgivelser i fuldstændigt nye Forhold.
Det var omtrent en syv, otte Uger efter min Ankomst til Øen — maaske noget mere, thi jeg havde ikke gjort mig den Ulejlighed at holde Regnskab med Tiden — da denne Katastrofe hændte. Den indtraf tidligt om Morgenen — saadan ved Sekstiden. Jeg var staaet tidligt op og havde spist Frokost, thi jeg var bleven vækket ved den Larm, som tre af Dyremændene gjorde ved at bære Brænde ind i Indelukket.
Efter Frokost gik jeg hen i Indhegningens aabne Port, hvor jeg stod og røg en Cigaret og nød den friske Morgenluft. Snart efter kom Moreau rundt om Hjørnet af Indhegningen og bød mig god Morgen. Han gik forbi mig, og jeg hørte ham bagved mig aabne Døren til sit Arbejdsværelse og træde ind. Saa forhærdet var jeg allerede bleven mod Stedets Rædsler, at jeg uden mindste Sindsbevægelse hørte den ulykkelige Puma begynde en ny Pinselsdag. Den modtog sin Plageaand med et Hyl, der næsten fuldstændigt lignede en vred, trættekær Kvindes.
Saa skete der noget. Den Dag i Dag ved jeg ikke nøjagtigt, hvad det var. Jeg hørte et skarpt
