Sekstende Kapitel.
En Katastrofe.
Der var næppe gaaet seks Uger, førend jeg havde mistet enhver anden Følelse end Mishag og Afsky for Moreaus skændige Eksperimenter. Min eneste Tanke var at slippe bort fra disse gyselige Karrikaturer af Skaberens Billede, tilbage til et behageligt og heldbringende Samkvem med Mennesker. Mine Medskabninger, fra hvem jeg saaledes var adskilt, begyndte i min Erindring at iklædes idyllisk Dyd og Skønhed. De venskabelige Følelser, som jeg i Begyndelsen havde næret for Montgomery, voksede ikke. Hans lange Adskillelse fra det menneskelige Samfund, hans hemmelige, lastefulde Tilbøjelighed til Drik, hans aabenbare Sympathi for Dyrefolkene var i mine Øjne Pletter paa ham. Flere Gange lod jeg ham gaa alene ud iblandt dem. Jeg undgik saa vidt muligt ethvert Samkvem med dem. Jeg tilbragte stadig mere og mere Tid nede paa Strandbredden med at spejde efter et befriende
