171
HVORLEDES DYREFOLKENE SMAGTE BLOD.
Leopard-Manden havde maattet bukke under. Det var det Hele.
De stakkels Dyr! Jeg begyndte at faa Øjnene op for en nederdrægtigere Side ved Moreaus Grusomhed. Jeg havde ikke før tænkt paa den Smærte og Bekymring, som maatte ramme disse stakkels Ofre, efter at de var slupne ud af Moreaus Hænder. Jeg havde kun gyst ved Tanken om de Dage fulde af legemlige Pinsler, som de maatte udstaa i Indhegningen. Men nu forekom dette mig at være det Ringeste. Tidligere havde de været Dyr og haft Instinkter, der var nøje afpassede efter deres Omgivelser — de havde været saa lykkelige som levende Væsener kan være. Nu ravede de af Sted, betyngede med den menneskelige Tilværelses Lænker, levede i en Frygt, som aldrig kunde forsvinde, og plagedes med en Lov, som de ikke kunde forstaa; den Parodi paa et Menneskeliv, som de levede, begyndte i Kvaler og var een eneste lang indre Kamp, een eneste lang Rædsel for Moreau — og i hvilken Hensigt? Det var det Letfærdige i Moreaus Handlemaade, som oprørte mig.
Dersom han havde haft et eller andet forstaaeligt Formaal, kunde jeg i det mindste indtil en vis Grad have sympathiseret med ham. Saa fintfølende ligeoverfor Smærte er jeg da heller ikke.
