170
DOKTOR MOREAUS Ø.
Dyrefolkene lagde en fuldstændigt menneskelig Nysgærrighed for Dagen med Hensyn til Liget; de fulgte efter det i tæt Flok og snusede knurrende til det, mens Okse-Mændene slæbte det ned over Strandbredden. Jeg gik op paa den høje Pynt og iagttog Okse-Mændene, der fortonede sig som sorte Silhouetter mod Aftenhimlen, mens de bar den døde Krop, til hvilken der nu var bunden Blylodder, ud i Søen; og i det samme skyllede det ligesom en Bølge henover min Sjæl, hvor usigeligt hensigtsløst alting her paa Øen var. Blandt Klippestykkerne dernede paa Strandbredden stod Abe-Manden, Hyæne-Svinet og adskillige andre af Dyrefolkene i en Kreds omkring Montgomery og Moreau. De var allesammen endnu uhyre ophidsede og udgød sig alle i larmende Forsikringer om deres Troskab mod Loven. Og alligevel nærede jeg i mit stille Sind en urokkelig Overbevisning om, at Hyæne-Svinet var delagtig i Kaninens Død. Jeg blev greben af en underlig Tanke om, at jeg her — bortset fra de plumpe Omrids og groteske Skikkelser — havde hele Menneskelivets Svajen op og ned for mig i Miniaturformat, hele Resultatet af de samvirkende og hinanden bekæmpende Kræfter, Instinkt, Fornuft og Skæbne, i dets simpleste Form.
