169
HVORLEDES DYREFOLKENE SMAGTE BLOD.
bragede, mens Dyrefolkene kom styrtende til. Det ene Ansigt efter det andet viste sig.
"Dræb det ikke, Prendick," raabte Moreau. "Dræb det ikke!" Og jeg saa ham foroverbøjet bane sig Vej mellem de store Bregners Blade.
Et Øjeblik efter havde han jaget Hyæne-Svinet bort ved nogle Slag med Piskeskaftet, og han og Montgomery holdt de ophidsede kødædende Dyrefolk, i Særdeleshed M'ling, tilbage fra det endnu skælvende Legeme. Det haarede, graa Væsen kom hen og snuste til Liget under min Arm. De andre Dyr puffede mig hid og did i deres dyriske Iver for at komme nærmere og se det altsammen.
"Men for Satan, Prendick!" sagde Moreau. "Jeg havde Brug for han."
"Det gør mig ondt," sagde jeg, skønt det slet ikke var Tilfældet. "Det var en øjeblikkelig Indskydelse." Jeg følte mig helt mat af Anstrængelse og Spænding. Jeg vendte mig om, banede mig Vej gennem Trængselen af Dyrefolkene og gik alene op ad Skrænten op mod den højereliggende Del af Pynten. Jeg hørte Moreau raabe nogle Ordrer til de tre hvidklædte Okse-Mænd, hvorpaa disse gav sig til at slæbe Offeret ned mod Vandet.
Nu var det let nok for mig at finde Ensomhed.
