166
DOKTOR MOREAUS Ø.
tornede Buske med gule Blomster og forsvandt. M'ling var halvvejs mellem det og os.
De Fleste af os styrtede nu ikke længere saa vildt af Sted som i Begyndelsen af jagten, men var slaaede over i et roligere og jævnere Løb. Mens vi krydsede den aabne Slette, saa jeg, at Forfølgerne nu spredte sig fra en samlet Flok ud paa Linie. Hyæne-Svinet løb endnu tæt ved mig og holdt Øje med mig, og af og til forvrængede det sin Flab til en snærrende Latter.
Ved Enden af den klippefulde Slette havde Leopard-Manden indset, at han styrede henimod den fremspringende Odde, hvor han havde forfulgt mig Aftenen efter min Ankomst, og han var derfor sprungen til Siden ind i Kratskoven. Men Montgomery havde set hans Manøvre og havde tvunget ham til at vende om igen.
Og saaledes, pustende, snublende over Stene, forreven af Brombærranker, hildet af Bregner og Siv, hjalp jeg med til at forfølge Leopard-Manden, som havde brudt Loven, og Hyæne-Svinet løb med en vild Latter ved Siden af mig. Jeg vaklede fremad med svimlende Hoved og Hjærtet bankende mod Ribbenene, dødstræt, men uden at turde tabe de Andre af Syne, af Frygt for at blive alene tilbage med min rædselsfulde Ledsager. Jeg vaklede fremad til Trods
