165
HVORLEDES DYREFOLKENE SMAGTE BLOD.
til mig med sine lumske Øjne, og de Øvrige kom løbende og raabende bagved os.
Leopard-Manden styrtede af Sted gennem de høje Rør, som slog sammen bagved ham og piskede M'ling i Ansigtet. Vi Andre, der kom bagefter, fandt en banet Vej for os, da vi naaede Rørene. Sporet førte igennem dem omtrent syv hundrede Alen, og derpaa ind i et tæt Krat, som sinkede os betydeligt, skønt vi gennemskred det i tæt Flok; Løvet baskede os i Ansigtet, Slyngplanternes Tove greb os under Hagen eller snoede sig om vore Ankler, tornede Planter greb fat i os og flaaede baade Klæder og Kød.
"Her er han krøbet igennem paa alle fire," stønnede Moreau, der nu var lige foran mig.
"Ingen kan undslippe," sagde Ulve-Bjørnen og lo mig op i Ansigtet af Glæde over Jagten.
Vi slap ud i et klippefuldt Terrain og saa foran os Vildtet, der løb raskt af Sted paa alle fire og snærrede ad os over sin Skulder. Ved dette Syn hylede Ulve-Menneskene af Henrykkelse. Væsenet havde endnu Klæder paa, og i Afstand saa dets Ansigt endnu menneskeligt ud, men det bevægede sine fire Lemmer paa Kattevis, og dets Holdning var et jaget Dyrs. Det sprang over nogle
