161
HVORLEDES DYREFOLKENE SMAGTE BLOD.
Lyden af det. Saa kom Leopard-Manden luskende ud fra Rørene, bøjende sig helt ned mod Jorden og forsøgende at slutte sig til Kredsen bagved Moreaus Ryg. Den Sidste af Dyrefolkene, der ankom, var den lille Abe-Mand. De Dyr, der var komne tidligere, og som nu var varme og trætte af at krybe i Støvet, tilkastede ham arrige Blikke.
"Hold op," sagde Moreau med sin bestemte, lydelige Røst, og Dyrefolkene holdt inde med deres Tilbedelse og satte sig ned paa deres Bagdele.
"Hvor er Lovsigemanden?" spurgte Moreau, og det haarede, graa Uhyre bøjede sit Ansigt ned mod Jorden.
"Sig Ordene," sagde Moreau, og øjeblikkeligt kastede hele Forsamlingen sig paa Knæ og begyndte paany at synge deres sælsomme Litani, mens de svajede fra Side til Side og daskede i Svovlstøvet med Hænderne.
Da de naaede: "Ikke æde Kød eller Fisk; det er Loven," strakte Moreau sin magre, hvide Haand i Vejret. "Stop!" raabte han, og de tav allesammen bumstille.
Jeg tror, at de alle vidste og frygtede, hvad der skulde komme. Jeg betragtede deres underlige Ansigtet. Da jeg saa deres ynkelige Holdning og den lønlige Frygt i deres skinnende Øjne, undrede
