7
ØEN UDEN NAVN.
lige Duft gjorde et saadant Indtryk paa mig, at jeg øjeblikkeligt glemte Støjen af Dyret.
Efter at have tilbragt et Døgn med afvekslende at sove og spise var jeg kommen mig saa meget efter de otte Dages Sult og Lidelser, at jeg kunde kravle fra min Køje hen til Nedgangslugen og se de grønne Bølger forsøge paa at holde Skridt med os. Saa vidt jeg kunde se, sejlede Skonnerten med Vinden agterind. Montgomery — det var den blonde Mands Navn — traadte atter ind, mens jeg stod der, og jeg bad ham skaffe mig nogle Klæder. Han laante mig nogle af Sejldug, der tilhørte ham selv, thi det Tøj, jeg havde haft paa i Baaden, var bleven kastet over Bord, sagde han. Hans Klæder var temmelig store til mig, thi han var høj og hans Lemmer lange.
Han henkastede den Bemærkning, at Skipperen laa trekvart fuld nede i sin egen Kahyt. Mens jeg trak Klæderne paa, gav jeg mig til at gøre ham nogle Spørgsmaal om Skibets Bestemmelsessted. Han svarede, at det sejlede til Hawaji, men at det skulde landsætte ham først.
"Hvor?" spurgte jeg.
