159
HVORLEDES DYREFOLKENE SMAGTE BLOD.
"Puh!" sagde Moreau og lod Instrumentet igen falde ned ved sin Side.
Et Øjeblik efter lød der en Bragen inde mellem de gule Rør og Klangen af Stemmer fra det tætte, grønne Krat, der betegnede den Sump, gennem hvilken jeg var løbet den foregaaende Dag. Derefter Viste Dyrefolkenes groteske Skikkelser sig paa tre eller fire Steder langs Randen af den svovlbestrøede Slette og skyndte sig henimod os. Jeg kunde ikke værge mig mod, at det løb mig koldt ned ad Ryggen, da jeg saa dem een for een komme travende frem mellem Træerne eller Rørene og sjokke henover det varme Støv. Men Moreau og Montgomery stod ganske rolige, og jeg maatte naturligvis holde mig til dem. Den Første, der ankom, var Satyren, der, skønt han kastede Skygge og sparkede op i Støvet med sine Hove, saa underligt uvirkelig ud; efter ham traadte et klodset Uhyre ud fra Rørene — en Blanding af Hest og Næsehorn, som gik og tyggede paa et Straa; derefter kom Svine-Kvinden og to Ulve-Kvinder til Syne; dernæst Ræve-Bjørne-Heksen med sine røde Øjne i sit spidsnæsede, røde Fjæs, og derpaa flere andre — alle i ivrig Hast. Da de kom nærmere, begyndte de at bøje sig ydmygt for Moreau og — uden at tage mindste Hensyn til hverandre — at
