158
DOKTOR MOREAUS Ø.
"Jeg er ikke ganske sikker paa M'ling," svarede Montgomery. "Og jeg burde da vel kende ham."
Samme Eftermiddag begav Moreau, Montgomery, jeg og M'ling os tværs over Øen paa Vejen til Hytterne i Kløften. Vi tre var bevæbnede. M'ling bar den lille Økse, som han brugte til at hugge Pindebrænde med, og et Stykke Staaltraadstov. Moreau havde et stort Horn i en Rem over Skulderen. "Nu skal De se en Forsamling af Dyrefolkene," sagde Montgomery. "Det er et smukt Syn." Moreau mælede ikke et Ord paa hele Vejen, men hans kraftige Ansigt med de hvide Haar bar Præg af en barsk Bestemthed.
Vi overskred Kløften, gennem hvilken den hede, dampende Bæk løb, og fulgte den bugtede Sti gennem Rørene, indtil vi naaede en udstrakt Plads, hvor Jorden var bedækket med et tykt Lag af et gult Pulver, der formodentlig var Svovl. Hinsides den sivbevoksede Bred kunde vi se det blinkende Hav. Snart efter kom vi til et Slags lavtliggende naturligt Amfitheater, og her gjorde vi alle fire Holdt. Saa blæste Moreau i Hornet og vakte den tropiske Eftermiddag af sin tavse Slummer. Han maa have haft kraftige Lunger. Den tudende Klang og dens Genlyd steg og steg og lød tilsidst aldeles øresønderrivende.
