155
HVORLEDES DYREFOLKENE SMAGTE BLOD.
og vrængende Mund. "Dette holder jeg ikke af," sagde han langsomt.
"Jeg saa noget lignende," sagde jeg, "den første Dag, efter at jeg var kommen hertil."
"Hvad Satan —! Hvad var det?"
"En Kanin med afrevet Hoved."
"Den Dag De kom hertil?"
"Den Dag jeg kom hertil. I Krattet bagved Indhegningen, paa min Udflugt om Aftenen. Hovedet var fuldstændigt vredet af."
Han udstødte en lang, sagte Fløjten.
"Og hvad mere er, jeg har en Anelse om, hvilket af Deres Dyr, der har gjort det. Det er naturligvis kun en Mistanke, men — førend jeg stødte paa Kaninen, saa jeg et af Deres Uhyrer drikke nede ved Bækken."
"Og labe Vandet op?"
"Ja."
"Ikke labe Drikken op; det er Loven. De Bæster blæser Loven et Stykke — naar Moreau ikke er i Nærheden."
"Det var det Dyr, som forfulgte mig."
"Naturligvis," svarede Montgomery. "Det er netop Rovdyrs Skik. Naar de har dræbt deres Bytte, drikker de. Det er Smagen af Blodet, forstaar De. — Hvordan saa det Dyr for Resten
