154
DOKTOR MOREAUS Ø.
"Han har fem Fingre; han er en Fem-Mand ligesom jeg," sagde Abe-Manden.
"Kom nu, Prendick," sagde Montgomery og tog min Arm, hvorpaa vi gik videre.
Satyren og Abe-Manden blev staaende og saa efter os og gjorde Bemærkninger til hinanden.
"Han siger ikke noget," sagde Satyren. "Mennesker kan tale."
"I Gaar bad han mig om noget at spise," sagde Abe-Manden. "Han vidste ikke, hvor han kunde finde det." Derpaa vekslede de nogle Ord, som jeg ikke forstod, og jeg hørte Satyren le.
Paa Hjemvejen kom vi til et Sted, hvor der laa en død Kanin. Det stakkels lille Dyrs blodige Krop var reven i Stumper og Stykker, mange af Ribbenene var pillede helt rene og Rygraden tydeligt nok afgnavet.
Montgomery standsede ved dette Syn. "Du gode Gud!" sagde han, bøjede sig ned og samlede nogle af de knuste Ryghvirvler op for at undersøge dem nøjere. "Du gode Gud!" gentog han, "hvad kan dette betyde?"
"Et af Deres kødædende Dyr er falden tilbage til sine gamle Sædvaner," svarede jeg efter en Pavse. "Denne Rygrad er bleven bidt over."
Han stod og stirrede, med kridhvidt Ansigt
