149
DYREFOLKENE.
gomery behandlede ham godt eller daarligt, var der intet, M'ling elskede saa meget, som at være i sin Herres Nærhed.
Jeg har sagt, at jeg vænnede mig til Dyrefolkene, at tusind Ting, som i Begyndelsen havde forekommet mig unaturlige og frastødende, hurtigt blev naturlige og almindelige for mig. Jeg antager, at alting her i Livet faar sit Udseende af det Skær, som vore Omgivelser i Almindelighed kaster paa det. Montgomery og Moreau var altfor ejendommelige Individer til, at de kunde bidrage til at holde mit almindelige Billede af Menneskeheden friskt. Stundom kunde jeg se en af de klodsede Okse-Skabninger, som havde roet Baaden, traske tungt gennem Krattet, og gribe mig i at spørge mig selv og gøre kraftige Forsøg paa at erindre, hvori han adskilte sig fra en eller anden virkeligt menneskelig Arbejdsmand, som sjokkede hjemad fra sit Dagværk; eller jeg fik Øje paa Ræve-Bjørne-Kvindens snedige, lumske Fjæs med dets mærkværdigt menneskelige Udtryk af listig Opfindsomhed og bildte mig endogsaa ind, at jeg havde truffet det før i en eller anden Gyde i en stor By.
Alligevel fik jeg af og til et Glimt af det Dyriske at se paa en aldeles utvivlsom og unægtelig Maade. En grim Mand, tilsyneladende en skrut-
