148
DOKTOR MOREAUS Ø.
af disse omskabte Dyr, en fordærvelig Sympathi med nogle af deres Sædvaner, men dette forsøgte han i Begyndelsen at skjule for mig.
M'ling, hans Tjener, Manden med det sorte Ansigt, den første af Dyrefolkene, som jeg havde truffet paa, boede ikke sammen med de Andre ovre paa den anden Side af Øen, men i et lille Skur bagved Indhegningen. Denne Skabning var næppe saa intelligent som Abe-Manden, men langt mere lærvillig, og var den af alle Dyrefolkene, der saa menneskeligst ud; Montgomery havde afrettet ham til at lave Mad og udføre alle de smaa huslige Forretninger, der kunde forlanges. Han var et kompliceret Mindesmærke om Moreaus uhyggelige Dygtighed, en Bjørn, der var blandet med Hund og Okse, og en af de omhyggeligst udførte af alle hans Skabninger. M'ling behandlede Montgomery med en sælsom Ømhed og Hengivenhed; undertiden var Montgomery venlig imod ham, klappede ham, gav ham halvt spottende, halvt spøgefulde Øgenavne, og fik ham derved til at danse omkring i største Henrykkelse; til andre Tider mishandlede han ham — især naar han havde været i Lag med Whiskyen — sparkede ham, slog ham, kastede Sten eller brændende Tændstikker efter ham. Men hvad enten Mont-