147
DYREFOLKENE.
I Begyndelsen havde jeg en gysende Rædsel for disse Dyr og følte altfor tydeligt, at de ikke var andet end Dyr, men uden at jeg selv vidste af det, vænnede jeg mig lidt efter lidt til dem, og desuden havde Montgomerys Optræden ligeoverfor dem en vis Indflydelse paa mig. Han havde levet iblandt dem saa længe, at han næsten var kommen til at betragte dem som almindelige menneskelige Væsener, og hans Fortid i London stod nu for ham som et herligt, men uvirkeligt Liv. Kun een Gang om Aaret eller saa rejste han til Arica for at gøre Forretninger med Moreaus derboende Agent, en Mand, som handlede med Dyr. I denne lille Kystby, der bebos af halvblods Spaniere, kunde han næppe træffe særligt smukke Mennesketyper. Sømændene om Bord paa Skibet, sagde han mig, forekom ham i Begyndelsen ligesaa sælsomme, som Dyremenneskene forekom mig — han syntes, at de havde unaturligt lange Ben, flade Ansigter og fremspringende Pander, at de var mistænksomme, farlige og følelsesløse. Han holdt rent ud sagt ikke af Mennesker. Mig var han kommen til at synes om, troede han, fordi han havde frelst mit Liv.
Allerede den Gang mente jeg at kunne mærke, at han havde en hemmelig Forkærlighed for nogle
