143
DYREFOLKENE.
imidlertid ikke saa paalidelige. En Række Sætninger, som de kaldte Loven — jeg havde allerede hørt dem opramse — kæmpede i deres Sjæle med deres dyriske Naturs indgroede, stadig oprørske Lyster. Denne Lov gentog de bestandigt, hørte jeg, og — brød den ligesaa bestandigt. Baade Montgomery og Moreau var særligt omhyggelige for, at de ikke skulde komme til at smage Blod. De frygtede for de uundgaaelige Erindringer, som denne Smag maatte vække.
Montgomery fortalte mig, at Ærbødigheden for Loven blev løjerligt svækket, naar Mørket faldt paa, især hos Dyrefolkene af Katteslægten; paa den Tid af Døgnet var Dyret i dem stærkest; æventyrlige Lyster vaagnede i dem ved Tusmørkets Frembrud; da vovede de Ting, som de aldrig syntes at drømme om ved højlys Dag. Det var ogsaa Grunden til, at jeg var bleven forfulgt af Leopard-Manden Aftenen efter min Ankomst. Men i hin første Periode af mit Ophold paa Øen brød de kun Loven i Smug og naar det var bleven mørkt; om Dagen var der almindelig Ærbødighed for dens talrige Forbud.
Og her kan jeg maaske indskyde nogle faa almindelige Meddelelser om Øen og Dyrefolkene. Øen, som var af uregelmæssig Skikkelse, lav, og
