142
DOKTOR MOREAUS Ø.
ham kom Montgomery. Hans hurtige Blik faldt paa mig, som stod der med Haanden i Lommen, og han smilede spottende.
Pumaen skulde have Ro den Dag, for at dens Saar kunde læges; men Moreau, som var i høj Grad uselskabelig, kom ikke ind til os. Jeg talte med Montgomery for at komme til Klarhed over, hvorledes Dyrefolkene levede. I Særdeleshed vilde jeg meget gærne vide, hvorledes disse umenneskelige Uhyrer lod sig afholde fra at overfalde Moreau og Montgomery og fra at sønderrive hverandre.
Han forklarede mig, at naar Moreau og han selv levede i forholdsvis Sikkerhed, laa Grunden dertil i disse Uhyrers indskrænkede Aandsævner. Til Trods for deres forøgede Intelligens og deres dyriske Instinkters Tendens til at vaagne op igen, havde Moreau i deres Sjæle indplantet visse fikse Ideer, som satte uoverstigelige Skranker for deres Indbildningskraft. De var i Virkeligheden hypnotiserede; det var bleven dem sagt, at visse Ting var umulige, og at visse andre Ting ikke maatte gøres, og disse Forbud var blevne indvævede i deres Sjæle i en saadan Grad, at det ikke var dem muligt at være ulydige eller at komme med Indvendinger. I visse Henseender, hvor gamle Instinkter stod i Strid med Moreaus Ønsker, var de
