Fjortende Kapitel.
Dyrefolkene.
Jeg vaagnede tidligt. Moreaus Forklaring stod for min Tanke, tydeligt og bestemt, lige fra det Øjeblik, da jeg slog Øjnene op. Jeg sprang ud af Køjen og hen til Døren for at forvisse mig om, at den var aflaaset. Derefter prøvede jeg Jærnstangen for Vinduet og fandt, at den sad forsvarligt fast. At disse menneskelignende Skabninger i Virkeligheden kun var dyriske Uhyrer, blotte groteske Travestier af Mennesker, fyldte mit Sind med en vag Usikkerhed ligeoverfor, hvad de muligvis kunde finde paa, hvilket var langt værre end nogen bestemt Frygt. Det bankede paa Døren, og jeg hørte M'ling tale med sin grødede Stemme. Jeg greb en af Revolverne, gemte den i Lommen (idet jeg vedblev at holde Haanden paa den) og aabnede Døren for ham.
"God Morgen, Herre," sagde han, idet han traadte ind med en daarligt kogt Kanin som Tilgift til den sædvanlige Frokost af Grøntsager. Efter
