5
ØEN UDEN NAVN.
"— ser De — jeg længes svært efter at høre, hvordan det gik til, at De var ganske alene i Baaden." Jeg troede at bemærke en vis Mistanke i hans Øjne.
"Gid Fanden havde de Hyl!"
Han forlod hurtigt Kahytten, og jeg hørte ham i voldsomt Skænderi med en eller anden, der syntes mig at svare noget uforstaaeligt Kavdervælsk. Det lød, som om Ordstriden endte med Slag, men jeg antog, at jeg hørte fejl i saa Henseende. Derpaa raabte han noget til Hundene og vendte saa tilbage til Kahytten.
"Naa?" sagde han, idet han viste sig i Døren. "De var netop i Færd med at begynde Deres Fortælling."
Jeg sagde ham mit Navn, Edward Prendick, og fortalte, hvorledes jeg havde kastet mig over Naturvidenskaberne, fordi jeg fandt mit magelige, uafhængige Liv kedeligt. Dette synes at interessere ham. "Jeg har ogsaa lagt mig efter Videnskaben," sagde han. "Jeg har studeret Biologi ved Universitetskollegiet — undersøgt Regnormenes Æggestokke og Sneglenes Raspetunge og den Slags Ting. Aa Gud ja! Det er nu ti Aar siden. Men bliv ved, bliv ved — fortæl mig om Baaden."
Jeg fortalte ham om "Lady Vains" Skibbrud,
