131
MENNESKEFABRIKATION.
hertil, jeg og Montgomery og seks Kanakaer. Jeg mindes Øens grønne Tavshed og det øde Ocean omkring os, som om det var i Gaar. Det var, som om dette Sted havde ventet paa mig.
Vi bragte vore Forraad i Land og byggede vort Hus. Kanakaerne lavede sig nogle Hytter i Nærheden af Kløften. Jeg skred til Arbejdet her med det Materiale, jeg havde bragt med mig. Der hændte nogle ubehagelige Ting i Begyndelsen. Jeg gav mig i Lag med et Faar, og efter halvanden Dags Arbejde kom jeg til at dræbe det ved, at Skalpellen gled ud for mig. Saa tog jeg fat paa et nyt Faar, lavede et Væsen, der syntes at bestaa af lutter Smærte og Frygt, og lod det blive liggende indbundet i Bandager, for at det kunde komme sig. Jeg syntes, det saa helt menneskeligt ud, da jeg var færdig med det, men da jeg næste Gang traadte hen til det, var jeg ikke tilfreds med det; det kunde huske mig og var over al Beskrivelse forfærdet; det havde ikke mere Forstand end et Faar. Jo mere jeg betragtede det, desto mere klodset forekom det mig, indtil jeg tilsidst gjorde Ende paa Uhyrets Elendighed. Disse Dyr uden Mod, disse frygtsomme Væsener, hvem Smærten overvælder, og som ikke har en Gnist af
