126
DOKTOR MOREAUS Ø.
vendinger uden at indlade sig paa en Drøftelse af dem. Han gentog blot, at det forholdt sig, som han sagde, og fortsatte sin Beretning om sit Arbejde.
Jeg spurgte ham, hvorfor han havde taget den menneskelige Skikkelse til Mønster. Det forekom mig den Gang, og det forekommer mig endnu, at der var en ejendommelig Ondskabsfuldhed i dette Valg.
Han indrømmede, at det var et rent Tilfælde, at han havde valgt denne Skikkelse. "Jeg kunde akkurat ligesaa godt have lavet Faar om til Lamaer og Lamaer til Faar. Der er formodentlig noget i den menneskelige Skikkelse, der appellerer stærkere til ens kunstneriske Tilbøjeligheder, end nogensomhelst dyrisk Skikkelse er i Stand til. Men jeg har for Resten ikke indskrænket mig til Menneskefabrikation. Een eller to Gange ...." Han standsede og tav maaske et Minut. "Alle disse Aar! Hvor Tiden dog gaar! Og her har jeg spildt en Dag med at frelse Deres Liv og spilder nu en Time med at give Forklaringer!"
"Men," sagde jeg, "jeg forstaar det endnu ikke. Jeg indser ikke Deres Berettigelse til at forvolde alle disse Lidelser. Det Eneste, som i mine
