120
DOKTOR MOREAUS Ø.
Menneske, som De kaldte det, alligevel ikke er andet end Pumaen?" spurgte Moreau. Han havde ført mig ind i det rædselsfulde indre Værelse, for at jeg kunde forvisse mig om, at der intet Menneske fandtes der.
"Det er Pumaen," svarede jeg, "endnu i Live, men saa sønderflænget og lemlæstet, at jeg haaber, jeg aldrig mere faar noget levende Væsen at se i en lignende Tilstand. Af alle de nederdrægtige —"
"Ja Tak, det kan være det samme," sagde Moreau. "Skaan mig i det mindste for Deres Uerfarenheds Forfærdelse. Der var en Tid, da Montgomery sagde noget lignende. De indrømmer altsaa, at det er Pumaen. Ti saa stille, mens jeg aflirer min fysiologiske Forelæsning for Dem." Og derpaa begyndte han straks at forklare mig sin Livsgærning i en Tone som en Mand, der keder sig inderligt, men efterhaanden talte han sig dog en Smule varm. Hans Fremstilling var særdeles letfattelig og overbevisende. Af og til fik hans Stemme en let sarkastisk Klang. Det varede ikke længe, førend jeg følte mine Kinder gløde af Skam over den Stilling, hvori jeg havde bragt baade ham og mig selv.
De Skabninger, som jeg havde set, var ikke
